|
|
|
|
|
Hvorfor bliver man fed
Pessimister regner med, at fedmebølgen ikke kan stoppes, eftersom det er en naturlig følge af det videnssamfund, vi er i gang med at opbygge. Kroppen kommer her i anden række og anvendes blot til at transportere hjernen rundt. En ting er man dog enig om, nemlig at indsatsen for at ændre livsstil skal ydes meget tidligt i livet. Fede børn bliver ofte fede som voksne.
Kilde: Cancerfonden
Trods utallige kampagner for en sundere kost og mere motion bliver vi stadig federe. Flere eksperter erkender nu, at der skal en større indsats til, for at det giver resultater. Appetitnedsættende midler, ændring af stofskiftet og nye fedtstoffer, der gør os tyndere. Men den mest effektive måde at holde sin normalvægt på er stadig at spise korrekt og motionere mere i tide .
Global epidemi
"Spis mindre fedt". "Tag trappen i stedet for elevatoren", "Undgå kagerne til kaffen". De fleste af os genkender disse råd, men de færreste af os følger dem. Og resultatet lader ikke vente på sig. Vi bliver stadig federe. I USA er hver fjerde person overvægtig, i Storbritannien og Tyskland hver femte og i de nordiske lande hver tiende med undtagelse af Finland, hvor hver femte er overvægtig.
Tag BMI med et gran salt
Ordet fedt anvendes meget bevidst. Her handler det ikke om et par kilo for meget, men om en svær overvægt. Man taler generelt om fedme, når ens BMI, Body Mass Index, overstiger 30. BMI er et mere præcist udtryk for kropsvægten end det mål, vægten giver. Her tages der både hensyn til højde og kropsvægt. Man finder sit BMI ved at dele vægten med højden i anden (vægt/højde x højde). Men BMI er ikke noget godt udtryk for, hvor fed man er, da det ikke tager hensyn til fordelingen mellem fedt og muskelmasse.
Muskler vejer mere end fedt
Muskulaturen er tættere, det vil sige, at den har en højere densitet end fedt. Derfor vejer muskler mere. En muskuløs person, der ikke er fed, vil derfor få en høj BMI-værdi. Dette gælder i princippet alle personer, der træner jævnligt. Man kan derfor sige, at jo mere veltrænet du er, jo dårligere er BMI som et udtryk for kroppens konstitution, da BMI ikke tager hensyn til fordelingen mellem fedt og muskler. Hvis BMI anvendes som et udtryk for andelen af fedt for en hel nation, hvoraf en stor del er fysisk aktive, kan dette derfor give et fejlagtigt billede. Man bør derfor tage BMI med et gran salt, selv om det giver et bedre billede end vægten.
Fedtet kan måles på en mere korrekt metode med et måleinstrument, der er en klemme, som måler tykkelsen på tre forskellige steder. Værdierne udregnes ved hjælp af en særlig formel, hvor procentandelen af kropsfedtet gives.
Fedme øger risikoen for sygdomme
Generelt er dødeligheden dobbelt så høj hos fede mennesker sammenlignet med personer med en normal vægt. Ved ekstrem fedme er dødeligheden endda tidoblet. Fedme indebærer mere end tre gange så høj risiko for at udvikle aldersdiabetes, galdeblæresygdomme, nedsat insulinfølsomhed og lunge- og åndedrætsrelaterede sygdomme. Fedme indebærer også op til tre gange så høj risiko for at udvikle hjerte/karsygdomme, forhøjet blodtryk, nedslidning i knæleddene og gigt, en dobbelt så stor risiko for nedsat fertilitet, tyktarmskræft, brystkræft hos kvinder i overgangsalderen, livmoderhalskræft, menstruations- og hormonforstyrrelser samt smerter i den nederste del af ryggen.
"Pæreform" bedre end "æbleform"
Fedt på maven, eller den såkaldte æbleform, har vist sig at være farligere, når det drejer sig om risikoen for sygdomme, end hvis fedtet sidder neden for taljen, den såkaldte pæreform. Fedtets fordeling på kroppen er i vid udstrækning genetisk betinget. Ved hjælp af et målebånd kan man hurtigt finde ud af, om man tilhører risikogruppen for mavefedt. Hos kvinder må taljemålet ikke overstige 88 cm, mens det tilsvarende mål for mænd er 102 cm.
Den genetiske arv
Fedme er et indviklet fænomen, og hvor man tidligere troede, at det var et spørgsmål om karakter og viljestyrke, ved man nu, at der er betydelig flere grunde til fedme. Mange mennesker er gennem deres genetiske arv disponerede for at udvikle fedme, og det er disse, der først og fremmest angribes af fedme-epidemien. Man mener, at helt op til 130 forskellige gener er indblandet i udviklingen af fedme, men sammenhængen mellem dem kendes endnu ikke. På længere sigt kan man forstille sig, at genterapi vil kunne ændre denne form for fedme. Fedtvævet producerer selv hormoner, der virker på samme måde som det kvindelige kønshormon østrogen. Denne produktion øger risikoen for visse kræftsygdomme, bidrager til menstruationsforstyrrelser hos kvinder og kan nedsætte evnen til at blive gravid.
Svært at ændre folks vaner
Mange ernæringseksperter tror, at vi med ændrede kost- og motionsvaner kan komme fedmen til livs. Men noget af det sværeste, man kan gøre, er at forsøge at ændre folks vaner. At skulle ændre et helt lands vaner kræver en meget stor indsats fra samfundets side på alle kompetenceområder. Oplysning og viden for den enkelte om sammenhængen mellem sundhed, kost og motion bliver her utrolig vigtig.
Fedme - tidligere en beskyttelsesmekanisme
Nye undersøgelser viser, at stofskiftet falder med ca. fem procent, når man er på slankekur. På en måde danner dette grundlag for en ny vægtstigning. Efter en slankekur spiser man ofte mere igen. Det virker som om, hjernen har en slags indbygget termostat, som forsøger at holde os på den vægt, vi har, uanset om vægten er blevet for høj. Denne termostat har forskerne nu sporet til hypothalamus, og den sørger for, at vi bliver sultne, hvis vægten falder. Dette er egentlig en beskyttelsesmekanisme fra engang i fortiden, hvor vi havde brug for at opbygge fedtdepoter for at overleve, når det var svært at finde mad. I dag spiser vi mere regelmæssigt og behøver derfor ikke at opbygge disse fedtdepoter. Desuden er maden blevet dobbelt så fed de sidste 200 år. I det gamle bondesamfund omkring år 1800 lå fedtindholdet i maden på omkring 20 procent. I dag ligger fedtindholdet på over 40 procent i den mad, vi spiser. Dette bidrager alt sammen til fedme.
Kilde: PrimaVi
Artikel oversigt
|
|
 |
|
|
